OMTALE AF ARTIKEL
Affect is a form of cognition: A neurobiological analysis
Seth Duncan and Lisa Feldman Barrett, Boston College, USA
Cognition & Emotion, 21:6, 1184 - 1211

Af Judy Hermansen

Begrebet 'affekt' betegner, hvordan et objekt eller en situation påvirker en persons indre tilstand. Vi registrerer disse forandringer i form af fx koldsved, høj puls, hurtig vejrtrækning, små oprejste hår, kvalme, blussende kinder eller "kilden i maven". Affekt er med andre ord en slags neuro-fysiologisk barometer for, hvordan individet lige nu har det med sine omgivelser, og i den udstrækning en begivenhed medfører en forandring af det 'interne miljø', kan man sige, at det har en affektiv virkning.

Evnen til affektive reaktioner er vi født med, og den er ens for alle mennesker. På det bevidste plan registrerer vi affekter på to måder: dels i form af følelser, der enten er behagelige eller ubehagelige ("valensbarometret") dels i form af fornemmelser af enten opstemthed eller sløvhed ("aktivitetsbarometret"). 

I gamle dage troede man, at der var nogle bestemte områder i hjernen, som var 'kognitive' og andre, der var 'affektive'. Men ny hjerneforskning har vist, at affekt opstår gennem et vidt forgrenet netværk, hvor de områder af hjernen, som traditionelt er blevet kaldt 'kognitive' også deltager aktivt i skabelsen af den affektive tilstand. Ligesom de områder i hjernen, som  tidligere blev betragtet som 'affektive', også er aktive i kognitive processer.

Affekt blev desuden betragtet som en ret "primitiv" hjerneaktivitet, men vi ved nu, at affektive påvirkninger spiller en central rolle på alle områder og niveauer af hjerneaktivitet og bl.a. er med til at afgøre, hvad vi er bevidste om, hvordan vi bruger og forstår sprog, hvad vi husker, og hvordan vi træffer beslutninger.

Affekt og sanseoplevelser

Affektive impulser og processer er vigtige for at informationer ude fra verden kan få personlig relevans. Det er den affektive påvirkning, som giver individet en "første-persons" oplevelse af tingen eller begivenheden. Og denne "jeg-oplevelse" er med til at generere et sprog, som kan beskrive oplevelsen og dermed styrke dens anvendelighed for personen.

Perception uden affektive komponenter mangler denne særlige subjektive kvalitet og spiller derfor ikke samme centrale rolle for individet. Det såkaldte blindsyn illustrerer meget klart, hvordan perception uden affekt opleves. Patienter med blindsyn siger selv, at de ikke kan se, selvom de faktisk er i stand til at identificere objekters bevægelse, orientering og farve med en sikkerhed, som er godt over fifty-fifty. Når de siger, at de 'ikke kan se' er det et udtryk for, at de har en objektiv bevidsthed om verden, men ikke nogen bevidst oplevelse af objekterne i den. Fx fortæller de typisk, at de godt 'ved', at et objekt er der, men at de ikke kan 'se' det. De mangler simpelthen den affektive reaktion, der giver første-persons perspektivet, og derfor har de heller ikke den subjektive fornemmelse af sikkerhed, der kommer af at se et objekt bevidst. 'At se et objekt' er netop en perception, der er kendetegnet af en central 'det handler om mig' kvalitet, som gør perceptionen personligt relevant på en helt fundamental måde. Når den affektive modulering af sanseindtrykket ikke er der, bliver personen usikker på, om han overhovedet oplever objektet bevidst eller ikke. For blindsyn patienter, som perciperer uden en affektiv dimension, er det at se ikke en første-persons oplevelse, men kan snarere beskrives som en tredje-persons oplevelse, idet personen ved at objektet er der på samme måde, som hvis vedkommende var blevet det fortalt af nogle andre. Der er ikke nogen oplevelse af selv at have set det.

Affekt i sproget

Affekt er også en vigtig del af den sproglige funktion. Ord har ikke kun en leksikalsk, men også en affektiv betydningsdimension, faktisk er positiv/negativ valens én af de mest fremtrædende faktorer ved ords betydning. Et ord har altid en behagelig eller ubehagelig konnotation (med-betydning), som ikke har noget at gøre med dets bogstavelige, tekniske definition. Vi kan altså ikke bruge ord, uden samtidig at kommunikere affektive betydninger. De affektive betydninger er endda en meget væsentlig dimension ved sprogets funktion, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved den relation mennesker har til deres modersmål. Forsøg har vist, at hos tosprogede har ord fra deres første sprog langt de stærkeste affektive konnotationer, mens ord på andetsproget bliver bearbejdet som neutrale. Førstesproget har derfor også meget lettere ved at fange deres opmærksomhed.

At kunne afkode affektiv betydning fra ord og at kunne bruge ord til at kommunikere affektiv betydning er en meget vigtig komponent i den sproglige beherskelse. Derfor griber tosprogede ofte til deres modersmål, når de skal kommunikere affektive tilstande. Ligesom det ofte falder dem lettere at diskutere ømtålelige emner på deres oprindelige sprog.

Affekt og kognition

Som tidligere nævnt spiller affekt en væsentlig rolle i kognitive processer. Enhver tanke eller handling kan siges at være mere eller mindre gennemsyret af affekt, og det er derfor umuligt at skelne mellem affektiv og ikke-affektiv adfærd eller mellem 'varm' og 'kold' kognition.

At tænke og at føle er to sider af samme sag. Men den affektive dimension kan ligge i forgrunden eller baggrunden af bevidstheden, afhængigt af hvor og hvordan opmærksomheden bruges. Når det affektive er i baggrunden, fungerer det som en emotionel "underlægningsmusik", der farver den bevidste oplevelse på en indirekte måde. Denne form for affekt bliver mere oplevet som en egenskab ved den ydre verden selv end som personens egen reaktion på den. I disse tilfælde er vi ikke opmærksomme på, at det affektive bidrager til oplevelsen, men de affektive komponenter påvirker kognitionen i det skjulte og er også her i høj grad med til at påvirke vores adfærd. De affektive påvirkninger giver os en fornemmelse af, at vores objektive oplevelse er rigtig, og er på den måde med til at styrke den. Fx drak deltagerne i en undersøgelse mere frugtjuice, når de samtidig blev eksponeret for underbevidste (subliminale) præsentationer af smilende ansigter, end når de blev eksponeret for sure ansigter. Men der var ikke nogen forskel i den bevidste selvrapporterede affektive oplevelse.

Når det affektive derimod er til stede helt fremme i bevidsthedens forgrund, bliver situationen oplevet direkte som behagelig eller ubehagelig og med én eller anden grad af opstemthed (arousal), fx "at drikke juice får mig til at føle mig godt tilpas". Og her fungerer affekt som grundlag for at træffe eksplicitte vurderinger og beslutninger på det bevidste plan.

Oplevelsers validitet er således dybt rodfæstet i affektive påvirkninger på alle niveauer. Det er dem, der gør overbevisninger stærke og giver folk en (mave)fornemmelse for om det, de gør, er rigtigt eller forkert. Der er således næppe tvivl om, at affekt bidraget til at styrke folks overbevisninger, fx om politiske emner (global opvarmning, abort, dyrevelfærd e.lign.), generelle syn på verden (troen på en retfærdig verden) ligesom affekt er selve kernen i enhver religiøs tro (når man tror på noget, som man ikke kan se eller føre rationelt bevis for, så kan det kun være et resultat af stærk affektiv respons). Affekt er altså i høj grad med til at påvirke den bevidste opfattelse, og det er endda de mest affektivt ladede emner, der producerer de mest robuste meninger og overbevisninger af den slags, der holder stand overfor alle mulige håndfaste beviser på det modsatte.