Af Christian Jantzen, Per Østergaard, Bodil Stilling Blichfeldt og Anna Lund Jepsen

I takt med at oplevelsesøkonomien promoverer nye rejsedestinationer og udvikler udfordrende og skræddersyede turisttilbud på det hjemlige marked for at fastholde og tiltrække et erfarent, og derfor kræsent og krævende rejsepublikum, skulle man tro, at mere traditionelle ferieprodukter bliver presset på markedet.

Campingferien, hvis kerneydelse er leverance af fred, ro og magelighed, synes i sin traditionelle form at appellere til alt andet end ønsket om stadig nye oplevelser. Ikke desto mindre er efterspørgselen efter netop dette produkt tilsyneladende stort på det danske feriemarked.

I 2005 beskæftigede campingsektoren ifølge brancheforeningen Horestas oplysninger 6500 ansatte og havde en omsætning på 4,1 milliard kroner. Indtjeningen skyldtes ikke mindst danske campister, der tegnede sig for 75% af omsætningen. Camping tegnede sig for godt 8 mio. overnatninger eller 40% af den samlede mængde, når danskere holder ferie i hjemlandet, og er dermed fortsat den foretrukne indkvarteringsform. Selv om dette tal har været svagt faldende siden 2003, hvor antallet af campingovernatningerne toppede, så ligger det væsentligt over 1999-niveauet, hvor campingbranchen havde ca. 7,5 mio. overnatninger.

Da antallet af udenlandske overnatninger på de danske pladser faldt fra 3,7 mio. i 1999 til 3,1 mio. i 2005,  kan man udlede, at interessen for campingferie har været voksende blandt danske gæster, nemlig fra 3,8 mio. til 5 mio. overnatninger. En lidt ældre undersøgelse viser ydermere, at antallet af overnatninger per campingkunde varierer mellem 1 og 21 dage, hvilket er et atypisk mønster i sammenligning med andre turistformer, hvor opholdet gennemsnitligt er mellem 7 og 14 dages varighed (Rassing & Lundtorp 1999). Her tegner især de udenlandske campister sig for de korte ophold (1 eller 2 nætter), mens danskerne i gennemsnit forbliver længere tid på campingpladsen.

Det kan forlede en til at overveje, om en betragtelig del af det danske rejsepublikum er hægtet af den oplevelsesøkonomiske udvikling. Eller  forholder det sig omvendt sådan, at det oplevelsesøkonomiske evangelium (fx Pine & Gilmore 1999) ikke i tilstrækkelig grad indfanger de motivationer og forventninger, som en stor del af de danske feriegæster har til turistoplevelser?

For at undersøge danske campisters begrundelser for deres ferievalg og de forventninger de nærer til relevante ferieoplevelser gennemførte vi i juli 2004 31 interviews med 61 gæster på en midtjysk campingplads (jf. endvidere Blichfeldt 2005). De enkelte interviews varede mellem 20 og 90 minutter. Den gennemsnitlige længde var 45 minutter. 13 interviews var med enkeltpersoner, mens 18 interviews var med mindre grupper, som kunne være par, måske med børn, eller en mindre gruppe naboer på pladsen. Der er stor aldersspredning på de interviewede, men to segmenter er dominerende: par mellem 30 og 40 med børn, og par der er i 60'erne. Blandt de interviewede var der både campister, som var 'fastliggere' på denne plads, og campister, der var på pladsen for at holde ferie her denne sommer.

Der er i Danmark knap 500 godkendte pladser, som løbende vurderes ud fra Campingrådets klassificeringssystem. Den pågældende plads havde fire stjerner, den næsthøjeste kategori, hvilket bl.a. betyder, at der udover et rimeligt antal brusekabiner, god plads i køkkenet og elforsyning fra eget stik på mindst 80% af pladsens enheder var en kiosk, en opholdsstue med TV, legepladser til børnene og en pool. Interviewene blev lavet i disse fællesarealer for ikke at krænke campisternes behov for privathed.

Valget af camping som indkvarteringsform

For en umiddelbar betragtning er det nærliggende at antage, at økonomiske motiver ligger til grund for valget af denne ferietype. De danske gæsters gennemsnitlige forbrug per døgn på campingpladsen ligger ifølge Horesta nemlig væsentligt lavere end ved samtlige andre overnatningstyper. Mens en ferie på et hotel kræver godt 1000 kr. i døgnet og ferierende på vandrehjem bruger 775 kr. i døgnet, så spenderer den danske campist i gennemsnit 377 kr. i døgnet på sin ferieoplevelse. Disse beløb vedrører ikke kun betalingen for selve overnatningen, men også alle andre udgifter, som knytter sig til ferieopholdet (evt. udgifter til transport til og fra stedet eller afdrag på campingvognen er således ikke medtaget).

At omkostningerne vitterlig spiller en rolle fremgår af følgende udsagn fra en mand med tre børn. Familien har lejet campingvogn tidligere, men har netop købt deres egen: 

Dette citat går fint i tråd med den kendsgerning, at mange campister har relativt lange ophold på feriestedet, målt i forhold til andre turister. Det er nemlig tilsyneladende ikke så meget ønsket om at spare penge, men at få dem til at række i længere tid, der er en væsentlig tiltrækning ved campingopholdet. Citatet viser endvidere den anden helt overskyggende motivationsfaktor for småbørnsfamilier (og bedsteforældre) ved valget af denne ferieform: børnenes tarv. Ifølge mange respondenter er campingferien meget mere i børnehøjde end både charterturismen og sommerhusopholdet. En yngre mor til to, hvor den yngste er 8 uger gammel, siger:

En kvinde, som har holdt sin ferie på denne plads siden 1999, bruger sine børns reaktion, som belæg for denne ferieforms børnetække: 

En tredje grund til at campingpladsen foretrækkes som destination er, at det anses for den ideelle måde at lade op til det kommende arbejdsår på. En kvinde i fyrrene, som har prøvet de fleste ferieformer, har fundet ud af, at camping er den ferieform, der passer bedst i forhold til til hendes aktuelle livsprojekt:

Turisme drejer sig måske grundlæggende om at få et tiltrængt afbræk fra hverdagen, der kan forekomme skemalagt, trivielt eller stressende. På campingpladsen, hvor mange muligheder er inden for rækkevidde, men hvor der ikke er nogle specifikke krav til, hvad der bør opleves, åbner fraværet af ydre rammer og forpligtelser for, at den ferierende kan falde til ro og finde ind til sig selv i sit eget tempo. Frem for at skulle opleve noget nyt og anderledes eller skulle opretholde en social facade kan gæsten ifølge ovenstående respondent reetablere kontakten med sig selv og reflektere over livets mål og mening.

Tre aspekter springer således i øjnene, når respondenter skal begrunde dette ferievalg. I modsætning til charterferien kan afbrækket fra hverdagen strækkes over længere tid. Det er langt nemmere for børnene at skabe kontakt med andre legekammerater end ved sommerhusferien. Derfor bliver deres udbytte større. Og i modsætning til mere eksotiske rejseformer bliver man på campingpladsen fri for at skulle stille sig an eller for at skulle indsamle bestemte rejseoplevelser, der ved hjemkomsten kan præsenteres for venner og bekendte. Disse implicitte forventninger gør nemlig ofte ferien til en strabadserende aktivitet og følgelig en blandet fornøjelse.

Disse aspekter kan samles under et overordnet tema: frihed. Ønsket om og længslen efter at være fri for hverdagens bånd og forpligtelser er formentlig den væsentlige motivationsfaktor på rejsemarkedet. I det efterfølgende vil vi undersøge, hvad campinggæster mere specifikt vil være fri for og fri til. I første instans kan vi sige, at frihedslængslen er negativt defineret. Den ferierende vælger campingpladsen for at være fri for det indhug, som fx charterferien ville betyde i privatøkonomien. Den billigste løsning på dette problem ville unægteligt være at blive hjemme. Der bliver man imidlertid ikke fri for de hjemlige sysler, hvilket er par med børn formulerer meget klart. Dette par har også besøgt den pågældende campingplads de foregående tre år. Når de skal beskrive, hvad rigtig ferie er for dem, siger de:

At være fri til at lave 'ingenting' indebærer blandt andet at have vished om, at børnene ikke keder sig i ferien. Derfor foretrækkes campingpladsen frem for sommerhuset. Forældrene bliver frie for børnenes jammer og brok. De er endvidere frie for det anstrengende arbejde med at skulle opretholde en facade eller skulle opleve noget nyt på tur i ferielandet. Det er fremdeles andre oplevelser end udfordringer og nye horisonter, der lokker på campingferien.

At være fri betyder i campingsammenhæng først og fremmest: at slippe for dårlig samvittighed over egentlig at skulle eller burde lave noget. Derfor valoriseres 'ingenting' positivt. For andre segmenter på rejsemarkedet betyder frihed (og ferie) måske snarere at kunne lave noget 'andet' end det sædvanlige: nemlig det, som man allermest har lyst til. Campisternes mangel på virketrang vil af andre kunne opfattes som initiativløst og et tegn på svigtende evne til selvrealisering. Campinglivet vil forekomme kedeligt og campisterne ligne en art zombier. Pointen er imidlertid, at denne søvngængereksistens i campisternes egen forståelse giver meningsfulde oplevelser.

Friheden ved at være hjemmefra

Det lave døgnforbrug på campingpladsen skyldes ikke kun de konkurrencedygtige priser for overnatningen eller at campisterne selv kan lave deres mad. Aktivitetsniveauet på og uden for pladsen er lavt, og dermed også udgifterne. Desuden har man jo som regel sit eget transportmiddel med. Det koster derfor ikke meget at tage på udflugt. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ikke så få campister holder ferie tæt på hjemmet. Så også transportudgifterne til og fra destinationen kan være særdeles beskedne. Flere af vores respondenter bor under en times kørsel fra pladsen. Det gælder ikke blot de såkaldte 'fastliggere', som i sommerhalvåret forsøger at tilbringe de fleste fridage i og omkring campingvognen. Denne nærhed i forhold til hjemmet er måske en væsentlig begrundelse for valg af campingplads. At det i hvert fald ikke er højstemte forventninger til egnens seværdigheder eller pladsens attraktioner, der har motiveret campisten i sit valg, udtrykkes af et ungt par med et barn:

Dette kunne tolkes som ligegyldighed eller som en resigneret holdning til annoncematerialets løfter. Men der er nok snarere tale om, at pladsens håndgribelige herligheder spiller en ret underordnet rolle for campingoplevelsen. Vejret er ingen herre over og stemningen er man jo selv med til at skabe. En mand i trediverne med tre børn siger følgende:

Pladsen har den fordel, at det er overkommeligt at tage hjem igen, hvis der skulle opstå en misstemning. Altså er det også let at komme til pladsen. Nemheden skaber en fleksibilitet, som før feriens start sikrer, at campisten ikke behøver at bekymre sig for meget over uheldige eventualiteter, og i feriens løb ikke føler sig stavnsbundet til stedet. På camping er man hjemmefra og alligevel geografisk tæt på hjemmet. Man er ubundet, hvilket opleves som befriende.

Endvidere er det jo sådan, at hvis forventningsniveauet forlods var beskedent, er risikoen for skuffelse efterlods desto mindre. Det rokker ikke ved ens selvværd, at 'intet' hændte i feriens løb, når den ferierende ikke på forhånd havde forestillet sig, at noget spændende skulle eller kunne ske. Rigtig mange campister har faktisk kun en eneste forventning til pladsen. Der skal være en pool og legeplads til børnene. Negativt tolket kan det opfattes som ligegyldighed fra (bedste)forældrenes side: bare børnene er afsat, så kan vi andre slappe af. Men sådan er det næppe i feriegæsternes selvforståelse. Det er en positiv værdi, at børnene hurtigt får skabt kontakt med jævnaldrende. Derfor skal det opfattes som et udtryk for feriens succes, når børnene morer sig sammen. En mor, der camperer for første gang, siger:

Denne sidste sætning skal ikke forstås således, at børnene får lov til at passe sig selv uden opsyn fra de voksnes side. Der er derimod tale om, at forældrene er fritaget fra at skulle holde børnene beskæftiget. Det klarer de selv. Et ældre par, der har camperet i over 40 år, har følgende erfaring:

Campisterne opfatter danske pladser som meget sikre, da de ældre børn ofte drager omsorg for de yngre og alle voksne er opmærksomme på børnene. Børnene løber frit omkring, men som flere respondenter siger, kommer børnene aldrig alvorligt til skade. Som en mor formulerer det, så er pladsen præget af hjælpsomhed og en gensidig forpligtethed på hinanden:

Alle hjælper med til at opretholde orden. Et par på motorcykelferie, der selv ikke har børn med, siger:

I modsætning til hverdagen – og til charter- eller sommerhusferien –, hvor forældre kun har ansvar for deres egne børn, deles alle gæster om dette ansvar på campingpladsen. Man holder i fællesskab opsyn med børnene og sikrer at ingen kommer på vildveje eller galt af sted. Denne afprivatisering af et væsentligt aspekt ved forældrerollen aflaster det enkelte individ og bestyrker feriens karakter af ubundet frihed.

Reguleringen af kollektiv adfærd

Friheden på campingpladsen skyldes i særdeleshed manglen på individuelle forpligtelser. Der er ikke noget, man absolut skal nå, mens man er på camping. Man kobler af. Og for nogle er denne afkobling fra hverdagen og livet derhjemme total. Et par i halvtredserne kapper alle hverdagens bånd, når de er på camping:

Mange andre campister bruger derimod ferien til at se venner og bekendte i andre rammer end til hverdag. For et mindretal er ferien dog en lejlighed til at blive aflastet for de sociale forpligtelser, som man til dagligt er presset ind i. De isolerer sig på pladsen, hvilket et par i fyrrene udtrykker:

For dette par synes en rigtig ferie at være et afbræk, hvor man ikke behøver at engagere sig i andre. Helt så vidt går følgende par med yngre børn ikke, selv om også de opfatter campinglivet som et fristed i forhold til hverdagens krav om social interaktion. Kvinden siger:

Dette er dog decideret mindretalsstemmer. Langt de fleste af vore respondenter fremhæver nemlig muligheden for at være udadvendt og social i forhold til fremmede som en af campingferiens væsentlige værdier. Man kommer hinanden ved på en helt anden måde end til hverdag.

Der er en særlig stemning på pladsen, som kan sammenlignes med de usædvanlige situationer, hvor hverdagens rutiner bryder sammen. For en stund ophæves så den reserverethed, der ellers kendetegner mellemmenneskelige relationer. En mand, der har camperet i mange år, har følgende betragtning:

'Ude i samfundet' er det kun ekstraordinære hændelser, der formår at nedbryde distancen mellem individer. På campingpladsen er man derimod konstant henvist til hinanden. Den fysiske nærhed til de øvrige gæster løsner også for de psykiske barrierer, der til dagligt holder individer på afstand fra hinanden. Stemningen på pladsen er, som den motorcykelferierende respondent siger, gemytlig. Det ses ved, siger han, "at man næsten aldrig møder sure mennesker". Skænderier mellem naboer er, trods nærheden, yderst sjældne. Et par, som er på kanoferie på Gudenå med deres to teenagebørn forklarer denne særlige stemning på følgende måde:

Ingen gør sig til, ingen ønsker at skille sig ud. Livet på pladsen præges således af fælleshed: en måske stiltiende enighed om, at vi, når det kommer til stykket, alle er ens – og at vi derfor har lige ret til at være på pladsen. Det er en art social kontrakt, hvor man til tider må lægge bånd på sig selv, for at andre heller ikke træder en for nær. En mor til fire børn forklarer:

Et par, som camperer hvert år og nu overvejer at blive 'fastliggere', udtrykker en anden side af den adfærdsregulering, der skal udøves, for at få fuld udbytte af ferien:

For at den grundlæggende lighed mellem campingfolket kan udfolde sig optimalt, kræver det en hensigtsmæssig forvaltning af den fysiske nærhed fra hver enkel campist. Man skal både kunne øve selvkontrol og være åben for at kunne tune ind på samme bølgelængde som de andre. At dette lykkes for rigtig mange gæster, gør at feriefællesskabet kan opleves som hyggeligt.

Dette fællesskab ligner i flere henseender landsbylivet. Det kommer blandt andet til udtryk, når en af respondenterne siger, "Du stoler mere på folk, når du er på en campingplads." Et andet lighedstræk er, at begge geografiske steder er overskuelige. Det giver sikkerhed: "Hvis børnene farer vild, så er en campingplads ikke større, end de altid bliver fundet." Den største lighed er nok sammenholdet, der præger både campingpladsen og landsbylivet. Dette sammenhold skabes ved "small talk", hvilket også campister, der ikke er interesseret i en større social kontaktflade, er klar over. Et par med en datter på ti år, der har camperet hvert år siden datterens fødsel, siger:

Pladsens fysiske tæthed påtvinger således ikke campisterne en bestemt væremåde. Man er tvunget til at leve nært op ad de øvrige gæster, men der er ret vide rammer for, hvor meget man skal investere i samværet med de andre. Så længe man ikke bryder andres ret til privacy eller ikke skiller sig ud fra 'fællesheden' (fx ved ikke at hilse på de andre gæster) er man et medlem af det ferierende fællesskab – uanset om man kaster sig aktivt ud i samværet med de andre eller ej.

I den henseende adskiller campinglivet sig fra de idylliserende beskrivelser af det førmoderne landsbyliv (fx Tönnies 1996). Campingpladsen er ikke et fællesskab, hvor alle kender alle, men derimod en fælleshed, hvor de fleste er bekendte med og tager hensyn til de andres eksistens. Men gæsterne er og forbliver i overvejende grad fremmed for hinanden. Nære venskaber kan opstå, men det er langt fra altid hensigten. Ærindet er snarere at kunne omgås hinanden i et utvunget fællesskab, hvor den fremmedes tilstedeværelse hverken truer eller begrænser den enkelte, og hvor den enkelte ikke føler sig forpligtet til at komme den fremmed for nær.

Det førmoderne landsbyliv byggede på en "Gemeinschaft", der udsprang af et tvangsfællesskab, idet folk var født ind i kollektivet og skulle forme deres fremtid i kollektivet. Det moderne campingliv baserer sig i stedet på et valgfællesskab, hvor parterne anerkender hinanden som lige uden at være forpligtede på at være eller blive hinandens nærmeste. Dette valgfællesskab fungerer i en nutid uden hverken determinerende fortid eller forpligtende fremtid. Det ville være et paradisisk 'al-tid', hvis ikke ferien fik en ende eller kedsomheden sneg sig ind. Campingpladsen er et sted uden for tiden: "time-out". Ingen er bundet til stedet eller til et rigidt normsæt. Omvendt får ingen lov til at sejle sin egen sø. Man hjælper hinanden, så ferien kan forløbe gnidningsfrit og udramatisk for alle parter.

Meget kommunikation på pladsen er således domineret af den fatiske funktion (Jakobson 1960, Malinowski 1923): på etableringen og opretholdelsen af en overfladisk kontakt mellem de interagerende uden hensigt om at udvikle bekendtskabet yderligere. Et ældre par på omkring 70 siger:

Hilsner og småsnak fylder meget i de fremmedes kommunikation. Også de campister, som ikke er ude på at møde nye mennesker, deltager i denne kommunikation. For disse meddelelser bekræfter, at alle anerkender hinandens ret til at opholde sig på pladsen. De udtrykker en art uforpligtende samhørighed: man er henvist til hinanden, men ikke nødvendigvis 'prisgivet' hinanden på en personligt involverende måde. Interaktionen er således karakteriseret ved en overfladisk nærhed, der bekræfter kontakten og samtidig kan tjene til at opretholde parternes anonymitet overfor hinanden. Lighedens og dermed kollektivitetens forudsætning er nemlig, at du ikke ved, hvem din samtalepartner i grunden er, og endvidere: at vedkommendes sociale position 'ude i samfundet' er uden betydning for samværet på pladsen.

Fleksibiliteten

En af de elementære attraktioner ved campingferien er, at den anskueliggør, at 'vi' i grunden alle er ens. Blot man ikke generer de andre og overholder de basale forventninger til den fatiske kommunikation, er man god nok. Så hører man til i fællesheden. Men dette fællesskab er i sin egen selvforståelse ikke et kollektiv af  randeksistenser i nutidens senmoderne og individualiserede samfund. En anden elementær attraktion ved denne ferieform er nemlig, at den gør campisten til herre over tiden, som kan bruges, fyldes eller tømmes efter eget forgodtbefindende – fx med 'ingenting'. I den henseende adskiller campingferien sig fremdeles radikalt fra fx charterferien, hvor man kan føle sig tvangsindlagt til at deltage i de forskellige dagture og fester, eller fra kulturturismen, hvor programmet over seværdigheder og aktiviteter ofte er nøje planlagt hjemmefra. En respondent fortæller, hvor udmattende en sådan meningsmættet ferie kan opleves:

Det er stressende, fordi man er bundet til at skulle gøre noget på en bestemt måde og på fastlagte tidspunkter. Derved ligner andre ferieformer samfundslivet i almindelighed. Ferien på campingpladsen går derimod ud på ikke at være prisgivet en ydre struktur, hvilket ellers kendetegner hverdagen derhjemme og samfundsordenen i det hele taget. En mor til to børn siger:

Campingferien er afslappende, fordi den tilbyder et fristed i forhold til den strukturelle tvang, der ellers præger livet. Det skyldes fremdeles ferieformens fleksibilitet. Feriens længde er fleksibel. En respondent siger: "Det eneste vi skal tage stilling til, er at få pakket sammen og komme af sted på ferie." En anden respondent, en mand i halvtredserne, betoner:

Parret på motorcykelferie drager fra plads til plads. Kvinden siger:

Opholdet kan også være ufedt, ikke mindst på grund af det danske sommervejr. Familien, som er på kanoferie, fortæller:

Som campist bestemmer man selv, hvornår ferien starter og slutter, og hvor længe man opholder sig på et bestemt sted. Man er imidlertid ikke kun herre over feriens udstrækning, men tillige over døgnrytmen. Dette øger fleksibiliteten yderligere. En yngre mor til to småbørn, som har lejet en campingvogn siger grinende. "Tiden betyder intet. Vi har ikke en gang taget et vækkeur med." Et par med en datter på 16 og en søn på 8 fremhæver fraværet af deadlines som en væsentlig værdi:

På camping undslipper man således klokkens tyranni, der ifølge en yngre mor til dagligt behersker familielivet:

Familien, der er på kanoferie, udtrykker det på denne måde:

Der er ikke noget, man af ydre grunde skal nå eller gøre på campingpladsen. Livet bliver (atter) simpelt og overskueligt, idet de aspekter, som i grunden er tilværelsens kerne, kommer i fokus. Denne kompleksitetsreduktion er afslappende og hyggelig. Som en mor til tre drenge, der har lånt sine forældres vogn, siger: "Selv om vi er ret tæt på hinanden derhjemme, så er vi endnu tættere, når vi er her." Hun fortsætter med at forklare, hvordan familiesammenholdet vokser frem, så snart hverdagens pres forsvinder:

Mens det til dagligt måske drejer sig om at få tilstrækkelig albueplads til at kunne realisere nogle af sine ønsker i de få fristunder som samfunds- og familielivet levner, så gør fraværet af ydre strukturer i ferien, at familiemedlemmerne indstiller sig mere på hinandens ønsker. Fleksibiliteten øger den emotionelle nærhed i familien, som allerede fysisk er kommet hinanden (endnu) nærmere. Den adfærdsregulering, som campisten skal foretage i forhold til de andre gæster på pladsen, suppleres i dette tilfælde af en affektafstemning i forhold til de nærmeste.

Fleksibiliteten vedrører desuden et andet kendetegn for campingferien: den utvungne omgang med andre campister. Ferien er en oplagt mulighed til at møde andre mennesker og stifte nye venskaber. Det er ikke ualmindeligt, at campingvenner aftaler, at mødes på en bestemt plads det kommende år. Som parret på kanotur siger, "så vender man hændelserne fra det forgangne år med venner, man mødte på sidste års ferie." En mand i 50'erne, som har camperet sammen med sin kone de seneste ti år, fortæller, at ferien er en måde at vedligeholde netværket af venner på:

Men det er netop ikke en pligt at mænge sig med de andre ferierende. Som vi har set, kan man fuldt lovligt afstå fra for meget social interaktion. Parret, der har lånt konens forældres campingvogn, siger fyndigt: "Man kan selv vælge om man vil omgås andre eller lade være." Man afgør selv, hvor meget kontakt man vil have med naboerne på pladsen. Som en kvinde siger:

Ud fra disse udsagn kan man konkludere, at de fleste campister sætter pris på omgangsformen på pladsen. Det betyder ikke, at de nødvendigvis danner nærmere bekendtskaber med andre campister, men muligheden for at sådanne campingvenskaber kan opstå værdsættes meget. De sociale interaktioner er utvungne, fordi de kan føre til tættere kontakt, ikke fordi de skal føre til visitter, grillaftener og varige venskaber.

Fleksibiliteten er netop denne frihed fra forpligtende former og rutiner og friheden til at gøre, hvad der lige nu, falder en ind. Denne fleksibilitet gælder feriens længde, døgnrytmen og de sociale interaktioner. Fleksibiliteten gælder desuden i forhold til de normer og værdier, man lever efter til hverdag. En kvinde i fyrrene, der har camperet i mange år, fortæller, hvordan ferien opleves som et acceptabelt brud med hendes almindelige leveregler:

Sidste sætning antyder, at omverdenens dom til dels er styrende for respondentens fornuftige måde at leve hverdagslivet på. På campingpladsen er ydrestyringen imidlertid sat ud af kraft. De officielle normer, som man til dagligt bekender sig til, er ophævet: der er ikke noget, man partout skal. Det er befriende ikke at skulle leve op til omgivelsernes forventninger og krav, hvilket det motorcykelferierende par ligeledes udtrykker:

Campingferien kan således opfattes som en måde at sætte sig ud over hverdagens rutiner, omgivelsernes forventninger og samfundets normer om den fx rette kost eller påklædning på. Den er "time-out". Visheden om, at dette afbræk fra de ydre strukturer er legitimt, gør at ferien kan opleves som afslappende. For at ferien så vitterligt kan nydes, bør man dog kunne bringe sig selv i den rette stemning. Det forudsætter evnen til at dovne: dvs. at kunne holde ud at lave 'ingenting'.

Dovenskab

Campingturisme er for mange den foretrukne ferieform, fordi den gør dem til herre over deres fritid. Feriens fleksibilitet gør, at den ferierende ikke behøver at opleve sig selv som objekt for ydre strukturer. Man kan gøre præcis, som man har lyst til. Det er afslappende, og for mange respondenter er det mest afslappende ved ferien, at man kan dovne med god samvittighed. En kvinde i fyrrene, der har camperet i mange år, udtrykker det på følgende måde:

Dette dolce far niente er vendt direkte mod det moderne samfundslivs præstationskrav. En mor til to yngre børn kobler retten til dovenskab sammen med fraværet af ydre krav. Campingferien reducerer hverdagens kompleksitet til simple essenser ved at tydeliggøre, hvilke moderne 'livsnødvendigheder' man sagtens kan undvære:

Ifølge denne campist forudsætter afslapning, ikke blot, at man bliver fri for de strukturer, der til dagligt pålægger en bestemte opgaver og adfærdsmønstre. Det kræver også, at man kan give slip på mange af de bekvemmeligheder, som det moderne konsumsamfund stiller til rådighed. Det kan i den forbindelse forekomme mærkværdigt, at tv og mobiltelefonen overlever den kritiske gennemlysning af 'livsnødvendighederne'. Men vores observationer fra campingpladsen bekræfter faktisk, at det netop er disse apparater, de færreste ønsker at undvære i deres ferie. De er ikke længere moderne tingeltangel, men er blevet basale ('primitive') redskaber til opretholdelse af livet. Den vigtige pointe er imidlertid, som respondenten antyder, at det kræver afkald for at kunne komme til at slappe af. En familie på fire, der normalt tager på charterrejse, men dette år har besluttet at leje sig ind i en af pladsens hytter, er inde på det samme:

Man skal hjemmefra for at finde ro til at slappe af. Det er en udbredt erfaring blandt vores respondenter. Det er imidlertid ikke kun sådan, at hjemmet er en konstant påmindelse om praktiske ting, der egentlig burde gøres, før man kan få lov til at slappe af. Det ældre par, der har camperet i mere end 40 år, siger: "Derhjemme finder du hele tiden nye ting, der burde laves". Og et andet erfarent par, der camperer med børnene hvert år, udtrykker sig næsten enslydende: "Når du er hjemme, så finder du på opgaver, der skal klares." Hjemmet er tilsyneladende ikke kun en forhindring for at kunne slappe af. Det kan også være en undskyldning for at udskyde lediggangen til senere. Noget tyder på, at det kræver en mental indsats for at kunne komme til at dovne – eller i det mindste: at man skal kunne byde fristelserne fra de praktiske gerninger trods. Man skal kunne og turde give afkald på hjemlige gøremål.

Det er måske alligevel ikke helt lige til bare at tage på daseferie. En erfaren 'fastligger' kommer med følgende bekendelse:

Bagsiden af 'ingentings' medalje er kedsomheden, og det er en slags forportal, man skal igennem, før man får adgang til afslapningen. De praktiske gerninger derhjemme, som forhindrer en i at dovne, er således fristende, fordi de holder kedsomheden fra livet. Derved skygger de samtidig for, at man vitterlig kan komme ned i puls. Ude fra set, kan livet på campingpladsen forekomme nærmest vegetativt. Ud fra erfarne campisters selvforståelse er der derimod nærmest tale om en meditativ tilstand, hvor kedsomheden er overvundet, så lediggangen kan nydes i fulde drag. At denne lediggang kan være tiltrængt, og at den tilkendes en gavnlig effekt på helsen, er mange campister enige om. En kvinde siger fx:

I vores materiale er der ingen konkrete anvisninger på, hvordan campister bringer sig i den rette stemning, for at de ubekymret kan slappe af. Men analysen har vist, at den afstressende dovenskab har to antagonister. På den ene side forhindrer for høje udfordringer (i form af forpligtelser) individet i at nå den rette afslappende modus. Det er i så fald hverdagens trakasserier, der ødelægger stemningen. På den anden side kan afstressningen ødelægges, fordi individet ikke formår at overvinde kedsomheden, eller bremses af angsten for eller modviljen mod at komme til at kede sig. Dette giver god mening ud fra Csikszentmihalyis (1997) stemningskompas:

Figur 1: Csikszentmihalyis stemningskompas

Denne model, som afbilder "flow" som "optimaloplevelsens" udtryksform, og derved privilegerer de intense og engagerende oplevelser, viser samtidig, hvorledes afslapning forudsætter betydelige evner for at kunne bringe sig i rette stemning trods de lave krav, som individet stilles overfor. Modellen viser ligeledes, hvordan kedsomhed stemningsmæssigt er afslapningens forportal, idet evnerne på dette niveau ikke helt slår til for at tackle de mentale krav, som (for) få og små udfordringer stiller. Doehlemann (1992), som har lavet en kedsomhedens fænomenologi, karakteriserer kedsomhed som en "oplevelsesfattigdom". Afslapning kan i den henseende forstås som evnen til at nyde denne fattigdom, idet fornemmelsen af deficit eller underskud er forsvundet. Det kræver styrke til at modstå eller modvirke den stress, som 'oplevelsesoverskud' eller '-rigdom' (intensitet, præstationskrav) kan give.

Doehlemanns kategorisering af forskellige kedsomhedsformer giver endvidere en indsigt i afslapningens modalitet. Han skelner mellem fire typer: 1) den situative kedsomhed, som opstår, når man venter på nogen eller noget, 2) mæthedskedsomhed når man har fået for meget af det samme, så det bliver banalt, 3) den eksistentielle kedsomhed, hvor livet synes meningsløst, 4) den kreative kedsomhed, hvor man foranlediges til at foretage sig noget nyt.

Den situative kedsomhed næres af afstanden mellem det, man gerne kunne ønske sig at foretage sig, og den situation, man faktisk befinder sig i: altså mellem det, man gerne vil gøre, og det, man faktisk kan gøre. Mæthedskedsomheden opstår ved repetition: fx når man præsenteres for småkage nummer tolv og allerede føler sig rigelig mættet. Man orker ikke mere. Ubehaget opstår i så fald i distancen mellem egentlig at burde spise noget mere (høfligheden) og ikke kunne spise mere (kvalmen). Den eksistentielle kedsomhed er en abstraktion i forhold til mæthedskedsomheden, idet man ikke orker noget. Denne form blev i 1800-tallet rendyrket af dandyer (spleen) og flanører (ennui) som en blaseret æstetisk praksis i forhold til den gryende modernitets borgerlige driftighed. Livsleden næres af distancen mellem at skulle eller burde gøre et eller andet, men ikke kunne (overkomme at) gøre noget som helst. Den kreative kedsomhed er derimod den form, hvor man lader eller er ladt op til at foretage sig noget. Afstanden mellem ikke at skulle gøre noget, men at kunne gøre noget, skaber denne særlige kedsomhedserfaring. Den ophæves, så snart individet atter foretager sig noget. Det kræver, at 'villen gøre' kan sætte sig igennem overfor 'ikke-skullen gøre'.

Disse forskellige modaliteter, som er analyseret med inspiration fra Greimas (1983) kan vises i følgende model:

Figur 2: Doehlemanns kedsomhedstyper sat på modalitetsformler

Den afslapning, som den uforpligtende lediggang på pladsen skal fremkalde, ligner i sin modalitet den kreative kedsomhed. Der er ikke noget man skal nå. Man kan gøre (eller ikke-gøre), som man har lyst. Modaliteten er sammensat af dels et 'ikke-skullen gøre'-komponent og dels et 'kunnen (ikke-)gøre'-komponent. Det svarer til ovenstående respondents udsagn om, at man samler kræfter på pladsen. En anden respondent udtrykker denne modus på følgende måde:

Udsagnet tyder på, at for meget afslapning fører til mæthedskedsomhed, som dog fordrives, når individet atter 'vil gøre' noget. Når lediggang (bliv)er roden til alt ondt, skyldes det de tilfælde, hvor individet ikke formår 'at ville' eller at realisere denne vilje: altså at lave overgangen fra 'ikke-skullen gøre' til 'atter skullen gøre'. Det kan skabe eksistentiel kedsomhed, og give sig udslag i lav selvværd. Dette rammer nok især de individer, der selv skal definere – og indfri – deres 'villen': dem, der selv 'skal kunne' eller burde kunne af sig selv: dvs. præstationsorienterede individer.

Den kedsomhed, som campister især frygter er dog en undertype af den situative form. Deres ønske om at gøre ingenting hindres af en manglende evne til at give sig hen til 'intetheden'. Sat på modalformer, så brydes 'villen ikke-gøre' (et ønske) af en 'ikke-kunnen ikke-gøre' (en brist). Hvor situativ kedsomhed i almindelighed skyldes et svigt hos objektet (fx den udkårne, som ikke møder op på det aftalte tidspunkt), så skyldes denne underform et subjektivt deficit: individet kan ikke eller tør ikke realisere det mål, det selv har sat. Uopsættelige hjemlige gøremål – ting og sager, der ubetinget 'skal gøres' – bliver så undskyldningen for at undgå at skulle se sine manglende evner i øjnene. En oplagt udvej er derfor at tage hjemmefra, for alligevel at kunne komme til at slappe af. Det kan godt være, at der er en masse der 'skal gøres' ved hus og have, men det nytter ligesom ikke noget på distancen: de kan simpelthen ikke gøres. Denne 'kunnen ikke-gøre' giver plads til 'ikke-skullen gøre', som er forudsætningen for, at der kan slappes af med god samvittighed.

Som analysen viser, så kræver det mentale evner at kunne give sig hen til lediggangen på campingpladsen. Populært sagt: man skal kunne stresse tilstrækkelig ned for at kunne stresse af. Man skal kunne give afkald – ikke blot på materielle goder, men også på fx de (pseudo-)hjemlige forpligtelser, der værner individet mod kedsomhedens tomhed. Det kræver for det første evnen til stemningsbearbejdning: til at modstå den situative kedsomhed, som skyldes manglende tillid fra subjektets side til, at vedkommende meningsfuldt kan lave 'ingenting'. Man skal turde hive stikket ud. Man skal derfor for det andet lære at modstå fristelserne fra de praktiske gøremål, der værner mod kedsomheden, men samtidig fastholder en i dagligdagens forpligtende rutiner. Det kræver for det tredje en refleksiv erfaring med, at den kedelige tomhed kan bane vej for 'intethedens' meditative velvære. Som vores erfarne 'fastligger' siger, så skal man hvert år vænne sig til at slappe af.

Slaraffenland

På campingpladsen er der i grunden lidt at lave, og det man kan foretage sig (fx svømme frem og tilbage i et lille bassin eller spille bordtennis på velbrugte borde med slidte bats) kan hurtigt blive trivielt. Man gentager de samme handlinger, som nemt bliver rutiner og derfor 'oplevelsesfattige'. Så kan 'mæthedskedsomheden' opstå: den matte fornemmelse af, at man egentlig burde lave noget mere, andet eller nyt. Man har fået nok. For nogle bliver campingferien hurtigt for meget, men mange campister kan (næsten) ikke få nok. En yngre kvinde med to børn udtrykker det således:

Hun kunne leve på pladsen, og det ville – i hvert fald for en stund –være et ideelt liv. Derved svarer denne ferieform for mange campister til en moderne udgave af Slaraffenland. For middelaldermennesket var fortællingerne om dette utopiske sted en konkretisering af fantasierne om et paradis på jorden, hvor tilværelsen var fuldkommen (Pleij 2001). I Cocagne eller Cockaigne, som dette land også kaldtes, er arbejde forbudt og der er være mad og drikke i overflod. Bække med vin stiller enhver tørst og stegte gæs flyver af sig selv ind i munden på den sultne. Man kan endog bo i kød og kager, for arkitekturen i dette land er lavet af mad og kager. Der er altid forår og selvfølgelig er der en række rare frynsegoder: fælleseje, mange festdage, ingen skænderier, fri seks med villige partnere og en foryngelseskilde, så ingen nogensinde ældes. Alle beboere har pænt tøj og de bliver sovende rige.

Slaraffenland var således den omvendte verden, der havde alt, hvad den daglige tilværelse manglede. Alle vidste godt, at denne verden var fantasi, men tanken om den hjalp om ikke andet til at holde humøret op. For et middelaldermenneske ville det moderne konsumsamfund utvivlsomt ligne det virkeliggjorte paradis på jorden. Bugnende kølediske i supermarkedet og ditto garderober derhjemme, et nærmest uendeligt langt liv forsødet med alskens bekvemmeligheder, plastikkirurgi som får en til for bestandigt at se ung ud, fri kærlighed, korte arbejdsdage og meget fritid – hvad er der egentlig tilbage at ønske sig? De indfødte i vor tids næsten perfekte samfund vil hurtigt kunne belære en tilrejsende fra Middelalderen om, at der fremdeles er både det ene og det andet at drømme om. Det er disse drømme, som oplevelsesøkonomien næres af. Da der, som bekendt, ikke findes gratis frokoster, betaler beboerne af konsumparadiset for herlighederne ved i det daglige at ofre deres frihed til selv at definere arbejdsindsatsen og præstationsraten. Til gengæld er de så i deres ferie overladt til denne frihed. Netop derfor er ferien fristedet for selvrealisering og –pleje. Denne selvudfoldelse kan antage forskellige former, afhængig af, hvad man føler, man til dagligt har skullet give køb på. For nogle er ferien den periode, hvor man selv kan definere udadvendte mål og derved realisere det potentiale, som i hverdagen begrænses af fx trivielle arbejdsrutiner og stive organisationsstrukturer. For andre er ferien derimod det afbræk, hvor man bliver fri for at skulle præstere i forhold til fx produktivitetsnormer og optimeringsstrategier, som andre har fastlagt.

Den 'meningsfulde' ferie kan således være både 'oplevelsesrig' og 'oplevelsesfattig'. Afhængig af, hvilket ubehag, der skal bearbejdes kan ferienydelsen opstå ved, at man enten omsider har plads og tid til at opleve noget, der virkelig engagerer og udfordrer, eller endelig får lov til at slappe af og falde til ro. Mens nogle lives op af aktiviteter og oplevelsestilbud, der får dem op i omdrejninger, så er det fraværet af eller fattigdommen på ydre stimuli, der liver andre op. For denne sidste gruppe kan campingferien virke som et moderne Slaraffenland. Mad, drikke, beklædning og husly udgør ikke længere noget alvorligt eksistentielt problem. Så når solen skinner, er campingpladsens dolce far niente – fraværet af arbejdets krav, nabotvister, huslige pligter og sure ægtefæller eller børn – noget nær det tætteste, man kan komme det perfekte dagdriverliv. Den lyksalige 'intethed', det er idealet, som får campisterne til at drage ud i ferielandet. Der erfarer de ikke sjældent, at idealet faktisk lader sig realisere, så man revitaliseret vender hjem til dagens dont og årets trædemølle. Bliver 'intetheden' ind i mellem for påtrængende (dvs. kedelig), kan man altid tage på dagtur for at opleve noget andet og nyt. Som et ægtepar med to teenage-piger siger:

Campingferiens attraktion er, at den sænker hverdagens pirringsniveau (stress). Dette giver nydelse, men bliver den lave pirring for kedelig, så er ferieformen så fleksibel, at der sagtens kan indlægges noget afveksling (udfordringer, nye sanseindtryk) i programmet. Derved opstår en stimulationskurve eller et nydelsesloop, som når den kreative kedsomhed omsættes i ny aktivitet (jf. Jantzen 2007: 158: Jantzen & Vetner 2007b: 244). Dette kan afbildes i følgende figur:

Figur 3: Stimulationskurve

Overstimulering medfører et ubehageligt højt stressniveau. Det er dette ubehag, campingferien skal fjerne. Det optimale pirringsniveau ligger lavt på daseferien, hvor man jo netop ikke bør anstrenge sig for meget. Optimum opleves som velbehag, mens processen hen imod optimum, hvor stressen falder, giver nydelse. Hvis pirringen falder under optimum, kan det opleves som mæthedskedsomhed. Den aktivering, som efterfølgende kickstarter systemet giver ny nydelse. På den måde kan små udflugter i feriens løb sætte adskillige gennemløb af denne proces i gang. Men også en ferie, hvor vitterligt intet sker – fx hvis familien opholder sig på pladsen hele tiden – kan, som ovenstående citat viser,  opleves som yderst behageligt. Pirringsniveauet ligger ferien igennem stabilt omkring optimum, efter at familien først er faldet til ro.

De 'oplevelsesrige' ferier har, når de er vellykket, en omvendt kurve og et optimum, som ligger betydeligt tættere ved overstimulering. At nogle foretrækker aktiverende ferier og andre daseferier, viser vidt forskellige nydelsespræferencer. En orientering mod et lavt pirringsniveau (daseferien) antyder et livstema, hvor hverdagen ofte erfares som for krævende (stressende). Orienteringen mod et højt pirringsniveau udspringer derimod af et livstema, hvor hverdagen ofte erfares som for triviel og rutinepræget (kedsommeligt). Der ligger, som påpeget af personlighedspsykologer som Eysenck (1947) og Gray (1981), utvivlsomt biologisk funderede faktorer til grund for disse forskelle i orientering. En orientering mod et lavere pirringsniveau udspringer af et for højt naturligt pirringsniveau i organismen, hvilket betinger et mere frygtsomt gemyt, der fortrækker et liv i balance og harmoni for at undgå negative emotioner. Har organismen derimod et lavt naturligt pirringsniveau, så orienteres det mod et højere pirringsniveau, hvilket betinger et mere udfarende temperament, der fortrækker spænding og udfordringer, som kan frembringe positive emotioner i form af belønning og anerkendelse.

For den sidstnævnte personlighedstype rummer en rutinepræget hverdag for få muligheder for belønning, hvorimod den førstnævnte type finder tryghed i faste rutiner og få og overskuelige krav. Som gruppe tilhører campisterne den mere tryghedsorienterede gruppe, som erfarer velbehag, når kravene er til at overse og stressniveauet ligger forholdsvis lavt. Præstationskrav, som denne gruppe til dagligt erfarer som belastende, har derfor ingen adkomst i ferielandet. I stedet drejer ferie sig om at komme væk fra alt det, som man i hverdagen skal gøre. Omvendt drejer ferie for den mere udfordringshungrende gruppe om at realisere de potentialer, som til dagligt forbliver uforløste: dvs. om at vise sig selv og omgivelserne, hvad man i grunden formår – altså kan gøre. I ferien skal man indfri nogle af de præstationsmål, som man har stillet op for sig selv, men som omgivelserne til hverdag hindrer en i at nå. Ferien er et fristed, hvor man kan bryde rutinerne, være aktiv og involvere sig på egne betingelser. En god ferieoplevelse betyder for denne gruppe at komme op i puls: dvs. blive udfordret og nå et stressniveau, der ligger forholdsvis højt.

For den præstationsorienterede vil en campingferie derfor være alt andet end virkeliggørelsen af det perfekte liv. Slaraffenland? Måske, men i så fald et reservat for de dovne og ugidelige. At være campist er for den udfordringshungrende ensbetydende med at mangle virketrang, engagement og ambition. Og campinglivet ligner døden eller i bedste fald en vegetativ eksistens, hvor man ikke skal noget og ej heller kan noget. Med andre ord, så forekommer campingferien den præstationsorienterede at være topmålet af eksistentiel kedsomhed. Campisten kan endda skoses for, at vedkommende ikke er i stand til at erkende sin sørgelige eksistentielle forfatning. Det meningsfulde liv kendetegnes til gengæld ved, at pligten ('skullen gøre') matcher evnerne ('kunnen gøre'), så man kan præstere optimalt.

Det kan afbildes i følgende figur over den sociale strukturs semantik, som den ser ud i den præstationsorienteredes optik.

Figur 4: Den sociale semantik, set ud fra et præstationsorienteret synspunkt

Idealet er den gode præstation, som forener evner med pligt. Når det lykkes, kan individet komme i en "flow"-tilstand (Csikszentmihalyi 1997, se også figur 1). Modbilledet er en situation, hvor hverken evner eller pligt spiller nogen rolle: det er stilstand eller stasis, hvilket kendetegner vegetativ hensygnen eller døden. Den præstationsorienterede presser ofte sig selv voldsomt for at optimere indsatsen og øge selvværdet og anerkendelsen fra omgivelserne. Skrækbilledet er, at evnerne ikke slår til ('ikke-kunnen gøre') i forhold til de opgaver og mål, vedkommende ikke mindst selv har sat ('skullen gøre'). Det udløser en også for den præstationsorienterede ubehagelig stress. At have evnerne ('kunnen gøre'), men bruge dem på en opgave, der enten ikke er nyttig eller ærefuld ('ikke-skullen gøre'), er for den præstationsorienterede mindre interessant. Denne uforpligtethed er for den afslapningsorienterede til gengæld indfaldsvinklen til 'friheden'.

For denne skematik bygger på prioriteringer, som den idealtypiske campist ikke deler. Vedkommende opererer ud fra andre valoriseringer og sigter mod indre effekter, der ikke kan oversættes til ydre social status. Den ideelle tilværelse er afslappende. Og det forudsætter, at man med god samvittighed bør give afkald på hverdagslige opgaver ('skullen ikke-gøre') for at gøre 'ingenting' ('kunne ikke-gøre'). Det giver en væsentlig anden social semantik end den præstationsorienterede:

Figur 5: Den sociale semantik, set ud fra et afslapningsorienteret synspunkt

Idealet er en sindstilstand, hvor individet er fristat fra forpligtelsen til at skulle præstere noget som helst, og samtidig har ressourcerne både til at give slip på præstationstrangen og til at udholde en eventuel indledende kedsomhed. Modbilledet er til gengæld den situation, hvor individet forbliver bundet til præstationstvangen. Mennesker, der vil præstere, er under mistanke for at gøre dette for den ydre anerkendelses skyld, hvorved grundliggende menneskelige værdier – i den afslapningsorienteredes øjne – fornægtes: hygge og harmoni. Slige stræbere anses for prætentiøse. Derfor vrænges der af duksen og morakkeren, der for at 'please' sine overordnede stiller sig uden for fællesskabet. Til gengæld beundres den person, som egentlig burde være arbejdsom, men kan tillade sig at dovne. Lotto-millionæren, der har vundet sine penge ved held og ikke ved præstationsorienterede kvalifikationer ('kunnen gøre'), er emblemet for den suverænitet, som den afslapningsorienterede drømmer om at opnå. Til gengæld har den afslapningsorienterede ikke megen forståelse for den eksistentielle problematik, som rider mange præstationsorienterede som en mare: nemlig at have mange evner ('kunnen gøre') men ikke tilstrækkelige vide rammer til at udfolde dem – og derfor være fanget i en 'skullen ikke-gøre'. Det er for at undslippe eller afbøde disse hverdagens frustrationer, at den præstationsorienterede tager på fx kultur-, natur- eller adventure-ferie.

Begge gruppers konstruktion af 'den ideelle ferie' anskueliggør forestillinger om 'det perfekte liv'. Konstruktionerne rummer en forvrænget eller parodisk udgave af den anden gruppes ideal. De to sociale semantikker miskender endvidere væsentligheden af de problematikker, som er drivkraften for den anden gruppe. De afslapningsorienterede kan ikke anerkende angsten for eller ubehaget ved at se sine ambitioner frustreret, når evnerne ikke kan komme til udfoldelse. De præstationsorienterede kan omvendt ikke anerkende det mentale arbejde, som stræben efter uforpligtethed indebærer, og ej heller frugten af denne indsats: den afslappende 'frihed'.

Det er givetvis rigtigt, at ikke alle er interesseret i at give sig hen til lediggang, men alle har ret til ind i mellem at slappe af. I modsætning til den præstationsorienterede ved campisten dog ofte meget vel, at denne ret ikke indfries af sig selv. Man skal kunne bringe sig i den rette stemning for at kunne nyde dovenskaben. Som vores analyse af dovenskaben og kedsomheden viste, er denne stemningsbearbejdning ikke altid ligetil. Dagligdagens forpligtelser ('skullen gøre') skal der gives afkald på ('ikke-skullen gøre') ved en særlig pligtetik ('skullen ikke-gøre'). Opholdet uden for hjemmet understøtter denne proces: der kan man ikke gøre det, man måske nok burde (altså 'ikke-kunnen gøre'). Så snart man magter at være kedelig uden selv at kede sig (dvs. når man 'kan ikke-gøre'), kan man nyde opholdet i det moderne Slaraffenland.

Campingpladsen er særdeles velegnet til at slappe alvorligt af. Her er man nemlig sammen med mange mennesker, der er ude i samme ærinde. Det skaber en uforpligtet fælleshed, der aflaster i forhold til hverdagens ansvar (fx i forhold til børnene) uden at belaste med nye sociale forpligtelser (fx i forhold til naboerne). Interaktionen på campingpladsen er utvunget og ubundet: man kan skabe nye venskaber, men det er ikke noget, man skal. Til gengæld skal man overholde nogle simple adfærdsregler: man skal som minimum opretholde en overfladisk kontakt til alle (kommunikationens fatiske funktion) og man skal dæmpe sit støjniveau (altså ikke skille sig ud). Vores observationer viser, at det som regel lykkes forbavsende godt, så alle kan slappe af. At mange gæster er godt nede i puls, bidrager utvivlsomt til, at det i mange tilfælde er et godt stykke vej til det røde felt. På den måde fremmer afslapningen den fælleshed, som omvendt skaber ideelle rammer – Slaraffenlandet – for at kunne stresse af.

Det moderne Slaraffenland ophæver ikke forskellene mellem folk. Man hjælpes ad, men der er ingen fælleseje. Nogle campister har større biler, nyere vogne og mere grej end andre. Men disse forskelle har til gengæld ikke afgørende betydning. Lige børn leger – i følge et gammelt ordsprog – bedst, og her leger alle børn sammen – uanset standsforskelle 'ude i samfundet'. Også i den henseende fører campingferien til en kompleksitetsreduktion. Det, der til dagligt adskiller os – fx forskelle i samfundsmæssig position –, er her underordnet. Campinglivet bygger på og bekræfter den sandhed, at vi alle er lige. Men det understøtter på den anden side  den illusion, at vi følgelig (og i grunden) alle er ens. Det er vi selvfølgelig netop ikke, men det er sådan livet på campingpladsen tager sig ud. Der er ikke plads til at skille sig ud. Hvis man forsøger at hævde sig ved at bryste sig af sin samfundsmæssige rang, risikerer man de andres foragt, latterliggørelse eller ligegyldighed. Gæstebestanden på pladsen bliver i den forstand selvsupplerende. Dem, der ikke tåler mosten, må gå.

Livet på pladsen giver campisten 'friheden' til for en gangs skyld at være sig selv. Og det vil sige: at eksistere uden at skulle præstere. Denne tilstand virker ude fra set vegetativ, men opleves af campisten typisk som meditativ. Det befriende ved denne 'frihed' er, at man ligner alle de andre gæster ved at være sig selv. Derved aflaster ferien ikke blot individet fra præstationstvangen, men også fra selve den moderne individualisme, som påbyder den enkelte ansvaret for ens eget liv og derved privatiserer samfundsmæssig succes eller fiasko. Ved dybest set at ligne alle de andre gæster får campisten bekræftet, at han eller hun grundlæggende er OK.

Oplevelsesøkonomisk udblik

De oplevelser af 'intethed' samt de sociale meninger, som disse oplevelser afsætter, har svært ved at komme på den aktuelle oplevelsesøkonomiske dagsorden. Muligvis skyldes det, at der tilsyneladende ikke er (mange) penge i skidtet. Campister og 'intetheds'-forbrugere i al almindelighed er jo netop nøjsomme kunder, der kan få mening og oplevelser ud af næsten intet som helst. Og det er jo givetvis rigtigt, når forbruget gøres op på individniveau. Der er imidlertid mange campister, og desuden må markedet for 'ingenting' antages at være betydeligt større end blot campingsektoren. En anden grund kunne være, at dette marked anses for at være demografisk uinteressant, fordi det fx består af et segment med mere arkaiske forbrugspræferencer, som alligevel forsvinder inden for relativ kort tid. Dette argument er selvfølgelig rigtig, for så vidt man ser på den ældre del af campingfolket. Men der findes virkelig mange yngre campister, og det synes ydermere rimeligt at antage, at efterspørgslen efter 'intetheds'-produkter om ikke andet vil være stabilt i mange år fremover, ikke mindst fordi der løbende rekrutteres nye forbrugere af 'intethed'. Det skyldes den kendsgerning, at der ligger biologiske faktorer til grund for denne motivationsstruktur. Uanset hvad oplevelsesøkonomer måtte mene, ændrer eller tilpasser biologien sig kun vanskeligt og langsomt i forhold til ændrede samfundsmæssige omgivelser. Det har vi ligesom evolutionsteoriens ord for.

Når oplevelser af 'intethed' ikke for alvor interesserer, så skyldes det måske især, at den dominerende måde at begribe oplevelsesøkonomien på, har svært ved at få øje på oplevelsesaspektet ved 'intetheds'-forbrug. Hvis man fx tager udgangspunkt i Pine & Gilmores berømte todimensionale model (1999), så bliver det svært at placere campingferien. De 'oplevelser' som denne ferieform tilbyder, er om noget "immersive": på campingpladsen er gæsten sunket ned i oplevelsen (lediggangen). Han eller hun må endvidere tilskrives en passiv adfærdsform. Det giver en placering i modellens 'æstetiske' kvadrant:

Figur 6: Oplevelsens fire aspekter ifølge Pine & Gilmore

For enhver, der sætter pris på bare en smule begrebslig stringens, er dette jo direkte fornuftsstridig. Uden at gå i detaljer med modellens og teoriens mange mangler (jf. i stedet Jantzen & Rasmussen 2007), så skyldes miseren grundliggende, at denne teori ligesom de fleste andre oplevelsesøkonomiske fremstillinger måler oplevelsens kvalitet i styrken og varigheden af de ydre stimuli, som pirrer organismen. Oplevelser forstås udelukkende i termer af engagement, involvering, spænding og udfordring, som netop produceres ved 'oplevelsesrige' – stærke, intense – stimuli.

Hvis oplevelser derimod forstås som resultatet af indre bearbejdninger af ydre stimuli, og i særdeleshed som effekten af ændringer i stimulationen, bliver oplevelsesbegrebet mere facetteret. Ikke kun øgningen af stimulationen, men også dens sænkning giver oplevelser: fx nydelsen ved at slappe af eller positive emotioner som glæden ved tryghed og balance (Jantzen 2007, Jantzen & Vetner 2007a). Hermed bliver det evident, at en 'oplevelsesfattig' ferie som camping kan frembringe mange positive oplevelser, som folk faktisk ser frem til og mindes med glæde.

Campingferiens store oplevelsesværdi er, at den giver forbrugeren mulighed for at stresse af og derved få (adgang til) et andet perspektiv på tilværelsen, end den præstationskrævende hverdag giver. Denne oplevelsesværdi forskes der alt for lidt i, når man ser, hvor mange forbrugere der faktisk efterspørger den, og – fremdeles – når man betænker, hvor prekært muligheden og evnen til at slappe af er blevet i det moderne samfund. Det har gjort udbrændthed til en folkesygdom af nærmest pandemisk karakter i den vestlige verden.

Så er der måske alligevel penge i skidtet. Mange endda. Men det kræver mere forskning i afslapningens væsen: både i hvordan stressede individer kan komme til at koble fra, hvilket efterhånden er et anerkendt arbejdspsykologisk problem, og i hvordan man kan forvalte overgangen mellem afslapning og kedsomhed. Hvis det sidste lykkes, så vil man kunne udvikle tilbud, der forsinker kedsomhedsreaktionen og forrykker kedsomhedstærsklen også for de målgrupper som er de mest afslapningsaversive, men tillige de mest stresstruede: de præstationsorienterede.

Referencer

Blichfeldt, Bodil Stilling (2005): Why do some tourists choose to spend their vacation close to home? IME Report 7/04, Esbjerg: Institut for Miljø- og Erhvervsølonomi, Syddansk Universitet.

Csikszentmihalyi, Mihaly (1997): Finding Flow. New York: Perseus Books.

Doehlemann, Martin (1992): Kedsomhed – Tolkning af et udbredt fænomen. København: Hans Reitzels Forlag.

Eysenck, Hans J. (1947); Dimensions of personality. London: Routledge & Kegan Paul.

Gray, Jeffrey A. (1981): "A critique of Eysenck's theory of personality", I: Hans J. Eysenck (ed.): A model for personality, New York: Springer Verlag (246-276).

Greimas, Algirdas Julien (1983): Du sens II. Paris: Seuil.

Jakobson, Roman (1960): "Closing statement: Linguistics and poetics", I: T. A. Sebeok (ed.) Style in language. Cambridge, MA: M.I.T. Press, 350-377.

Jantzen, Christian (2007): "Mellem nydelse og skuffelse. Et neurofysiologisk perspektiv på oplevelser" I: C. Jantzen & T. A. Rasmussen Oplevelsesøkonomi Vinkler på forbrug, Aalborg Universitetsforlag, 135-163.

Jantzen, Christian & Tove Arendt Rasmussen (2007): "Er oplevelsesøkonomien gammel vin på nye flasker?". ". I: C. Jantzen & T. A. Rasmussen Oplevelsesøkonomi Vinkler på forbrug, Aalborg Universitetsforlag, 21-47.

Jantzen, Christian & Mikael Vetner (2007a): "Design for en affektiv økonomi". I: C. Jantzen & T. A. Rasmussen Oplevelsesøkonomi Vinkler på forbrug, Aalborg Universitetsforlag, 201-218.

Jantzen, Christian & Mikael Vetner (2007b): "Oplevelse. Et videnskabeligt glossar – del 2". I: C. Jantzen & T. A. Rasmussen Oplevelsesøkonomi Vinkler på forbrug, Aalborg Universitetsforlag, 241-258.

Manilowski, Bronislaw (1923): "The problem of meaning in primitive languages", Efterskrift til C. Ogden & I. Richards The meaning of meaning. London: Routledge & Kegan Paul. Pp. 146-152.

Pine, Joseph B. II og James H. Gilmore (1999): The Experience Economy. Boston, MA: Harvard Business School Press.

Pleij, Herman (2001): Dreaming of Cockaigne: Medieval Fantasies of the Perfect Life. New York: Columbia University Press.

Rasssing, Charlotte & Svend Lundtorp (1999): Konkurrence mellem overnatningsformer. Nexø: Bornholms Forskningscenter

Tönnies, Ferdinand 1996: Community and society. New Brunswick , NJ: Transaction Pubs.